Anne-Marie bærer en særlig lethed i sig. Det kan aflæses i øjnene, når hun ler, det kan ses, når hun fniser som en skolepige, selvom hun er 74 år, og det kan høres, når hun fortæller om sit liv. Hun slår det sorte hen og må lede længe i hjerneskufferne efter de perioder, der har voldt hende sorg. De er ikke smidt ud, de tunge følelser. Men Anne-Marie har for længst valgt side. Hun holder ansigtet vendt mod lyset. Nøjagtig som den dag hun blev født, midt under krigen, som et lyspunkt i den mørke tid.

De mange timer i hendes selskab har rørt mig, for hendes liv kunne have været langt mere trist og mørkt, end det blev. At det endte anderledes skyldes ikke mindst Anne-Maries evne til at børste støvet af knæene og rette ryggen – også når det nærmest var i trods. Her er et lille stykke fra hendes biografi:

“Anne-Marie har for længst valgt side. Hun holder ansigtet vendt mod lyset”

En stor del af Anne-Maries ungdom i Herning foregik i badedragt omkring klublivet i HGF, Herning Gymnastikforening. Her boltrede byens unge svømmere sig fra sæsonstart i maj og indtil oktober. Første mand i det kolde vand på åbningsdagen fik gratis sæsonkort. Friluftsbadet der åbnede i 1951 blev Anne-Maries legeplads. For mens hun ikke havde nævneværdige venner i sin skoleklasse på Vestervangs Skole, så fandt hun sammen med andre unge omkring svømning, et slæng der ligesom Anne-Marie og hendes bedste veninde, Susanne, holdt af fest og farver.

”Vi dystede og festede og tog til stævner, det var ikke særligt almindeligt dengang. For eksempel tog vi til både Trelleborg i Sverige og Bremen i Tyskland. Mine favoritdiscipliner var brystsvømning, 100 og 200 meter. Selv flere år efter, at jeg stoppede som 16-17-årig havde jeg byens rekord i 200 meter bryst. Det var jeg selvfølgelig meget stolt over”.

Svømningen og vennerne gav Anne-Marie det, som hun ikke fandt på sin skole og blandt klassekammerater.

”Jeg var ikke særlig god i skolen. Lektier sagde mig ikke så meget, og når jeg sad på mit værelse og skulle lave dem, endte det tit med, at jeg gik lidt let henover det eller glemte det. Det var meget ensomt at sidde der og stirre ud af vinduet og ned på hæfterne uden rigtigt at kunne komme i gang. Jeg fik lidt hjælp af mor til at rette stavefejl og hjælp til de tyske gloser af min far. Men som oftest var jeg alene med det, jeg tror ikke engang, de vidste, hvor svært jeg havde ved det. Men jeg endte med at få min realeksamen, den var bestemt ikke prangende, og det kom aldrig på tale, at jeg skulle læse videre”.

Anne-Marie havde som barn en drøm at leve i København, ligesom hendes storesøster Helena havde gjort, før hun og hendes mand fulgte deres udlængsel og emigrerede, først til Canada og siden USA.  Men Anne-Maries drøm om København forblev uindfriet, da hun var færdig med skolen.

I det hele taget var den unge kvinde i vildrede med, hvad hendes liv skulle indeholde. Og som altid, når viljen ikke er til stede, så råder tilfældet. Således også for Anne-Marie. En svømmekammerat ved navn Sonja arbejdede som omstillingsdame i receptionen på byens konservative dagblad, Herning Avis. Og da hun stoppede i slutningen af 50’erne, anbefalede hun Anne-Marie, som overtog jobbet som telefondame til indgående opkald og salg af små-annoncer. En tilfældighed som blev begyndelsen til det liv, Anne-Marie kom til at leve i periferien og til tider skyggen af avisverdenen.

“Anne-Maries liv havde pludselig fået noget, der lignede retning”

”Jeg kom hurtigt i kontakt folk på redaktionen, når jeg sad på min pind. Der var en sjov, hurtig og uformel tone, som jeg kunne lide, og der var masser af fest og ballade efter arbejde”. 

Måske derfor sagde den unge receptionist pænt, men bestemt nej, da hun efter nogen tid blev tilbudt en elevplads på forkontoret hos forretningsfører, Krogsgaard.

”Jeg sagde nej tak. Jeg vidste, at jeg ikke ville være en kedelig kontormus. Jeg ville en anden vej. Jeg ville noget sjovere”.

Anne-Maries liv havde pludselig fået noget, der lignede retning. Og kort tid efter, i 1960, sagde hun ja til en stilling som fotograf-elev hos avisens fotograf Ole, der havde atelier og mørkekammer nede bag ved hovedbygningen. Et job der ikke bare førte en uddannelse, men også et til tider turbulent ægteskab med sig.