Siden Svend og Bente mødte hinanden har de været som to tandhjul, der har grebet ind i hinanden og drejet hinanden rundt. Næsten altid så velsmurt, at ord har været unødvendige og kun er blevet sagt af lyst. Et samarbejde der sjældent er blevet udfordret af strid, men i stedet omfavnet af respekt. Svend og Bentes forbundethed har, siden de mødtes, været så indlysende, at ingen problemer for alvor har kunnet udfordre den. I stedet har kærligheden mellem dem bragt masser af fælles interesser, latter og lyse timer.

Jeg fik lov at møde ægteparret på et tidspunkt i livet, hvor de fleste andre giver sig hen til middagslur og nedsat tid. Men for Bente og Svend er virkelyst lig med mening. At arrangere gymnastik for venner og bekendte, at passe børnebørnene, kirken og sangen, plante en skov, bage rugbrød, kage og boller, rydde et stengærde og tage årlige livtag med den enorme have med egen sø bag stuehuset.

Til at begynde med, var de enige om, at deres liv da vist ikke havde været noget særligt, ikke noget at skrive om. Men de ændrede mening, og da processen først gik i gang, væltede det ud med gode historier. Her er et lille uddrag af deres fælles biografi:

Svend og Bentes møde med hinanden var på ingen måde tilfældigt. For begge havde brugt al deres flid og held på at gøre sig fortjent til at komme med en af de på den tid legendariske gymnastikture jorden rundt med den kendte gymnastikleder, ”Flensted-Jensen”. Bente mest flid, og Svend nok mest held, men det vender vi tilbage til.

Turen på i alt 10 måneder gik gennem USA, Australien, New Zealand og Asien, og med sig havde Erik Flensted-Jensen landets 12 dygtigste unge kvinder og 12 dygtigste unge mænd til at udgøre sit ”verdenshold”.

Svend havde på en af de tidligere ture været på vippen til at komme med, men denne gang var han udvalgt som leder for de unge mænd, noget han var rigtig dygtig til. Som en af de første gymnastikledere, gjorde han brug af den klassiske musik til sit program, akkompagneret på klaver af sin søster, Ester, og det virkede. Og når Svend ikke syslede med håndstand og flikflak i serier, havde han masser af tid til at kikke grundigt med, når de unge kvinder trænede. For allerede ved udtagningen i Hellerup, hvor de 24 unge kvinder og mænd slap gennem nåleøjet, havde han lagt øjne på den smukke blonde Bente med det store smil og fuldstændig tjek på bånd og bolde.

Svend: “Jeg er nok en bondeknold, men jeg har alle dage haft heldet med mig. Alene det at komme med på tur jorden rundt var en helt fantastisk mulighed, jeg havde ranet til mig, selvfølgelig fordi jeg var en dygtig leder, men også fordi jeg havde et godt navn og folk kunne lide mig. Nå, men vi er på vej ud til flyveren i Kastrup, turen er endelig i gang – det er 1965, de fleste har aldrig fløjet før, heller ikke mig, så stemningen er spændt og høj. Jeg går lige bag Bente,  og så er jeg er så heldig, at jeg ser, hvorfra hun trækker sin plads – dengang trak man nemlig flysædet ude ved gaten. Jeg tager derfor en plads fra samme holder og får mig på den måde placeret lige ved siden af Bente hele vejen til USA.”

Bente: “Jeg kan huske, at jeg synes, det var forfærdeligt pinligt, da Svend sætter sig ved siden af mig. Faktisk er jeg noget rundt på gulvet, for jeg havde jo også haft et godt øje til ham siden træningslejren. Han var fuld af skæg og hans latter fyldte det hele, når han lavede sjov sammen med hans bedste ven, Mogens. Og nu sad han her. Lige ved siden af mig. Skulle han ikke sidde oppe sammen med de andre ledere? Var mine følelser – og hans – ikke alt for tydelige nu, og hvad ville Flensted-Jensen mon sige til, at hans mandlige leder og en af gymnasterne var blevet glade for hinanden?”

Men ”skaden” var sket, og med Svends snarrådighed fik parret mulighed for ugenert at tale sammen og lære hinanden at kende. Ingen af dem husker i dag, hvordan de ni timer over Atlanten forløb. Kun at de forsvandt som dug for solen, og siden da har Bente og Svend delt stort og småt, tykt og tyndt med hinanden.

“Jeg er nok en bondeknold, men jeg har alle dage haft heldet med mig”